|
|
Havet
Fra det store havs filosofiske bord,
Du er glad i hjertet af ophidsede sorger:
Når fra din barm ved de plagerede vinde,
Når gamle faldgruber og strejker
Ud af lyde, melankoli stemmer,
Sjælen bevæger sig i sine drømme er tabt,
Og vandrende tænker på at tænke,
Som mumlen af murmur,
Det blander med hele naturen:
Med vinden, i bunden af ørkenerne,
Hun stønner langs de vilde skove,
På havet flyver med storme,
Voks i lyn og torden i havet.
Men når dagen på rystningen bølger
Gå væk dø; når smiler igen
Den gamle sol is af lilla og guld
Den skiftende grønne af mousserende hav,
I fjern og fløjlsagtig afstand,
Ved at grave i mine tanker og mit syn,
Jeg kan godt lide at skabe fortryllede verdener
Badet i farvandet i et ukendt hav.
Det glødende ønske, sejrrige forhindringer,
Find, pynte bocage bankerne,
Steder med fred, øer af lykke,
Hvor, transporteret af de søde kimærer,
Jeg overgiver mig til mit hjertes drømme.
François-René de Chateaubriand,
|
