|
|
I min grammatik af det umulige,
Alle ord kunne være enige,
Fra den mest skrøbelige til de mest følsomme,
Pluraler til de mest entydige.
Jeg vil gerne have det maskuline
Er enig med den feminine,
Maj årsag endelig sejre
Mellem ordene i menneskeheden.
At ingen forbliver i margenen
og at i denne ufuldkomne verden,
vi konjugerer så meget det bredeste
menneskerettigheder og deres respekt.
Giv ret til asyl
Til alle uregelmæssige verb,
Til alle disse hjemløse ord,
Hvem gør os udlændinge
Uden håb, uden brug,
Uden tilflugt og uden illusioner,
Uden tro eller lov og uden kærlighed
Ved døren til vores huse.
Til alle navne, hvis oprindelse
Mistet om natten
Og hvis grene har rodnet
I deres børns land.
At vi sletter ordbøgerne,
Urimelige regler og aftaler,
Hvem bærer ild og jern
Indtil artiklen om død.
At vores sprog er så forskellige
Endelig lære at lytte til hinanden
Og forene i uroen
Ved menneskets grænser.
At bryde tavets vægge
I udseende og tanker,
Åbn dørene for barndommen
Til alle vindene af verbet at elske.
I min grammatik af det umulige
Hvor ord ville blive målt
Løgnene ville være ansvarlige
Fra den smerte de forårsagede.
Og uacceptable sætninger
Vil være ugyldig
Markeret med en uudslettelig forsegling
Og forbudt for evigheden.
Ikke flere sproggab,
Afledt tænkning
De vildledende ord, der dammer
På sandhedens vej.
For min grammatik af det umulige,
Jeg valgte at skrive det bedste
Men uden at savne noget fra det værste
Hverken tårer eller smerter.
Og jeg drømmer omslaget
Fra fremtidens store bog,
I eventyr kapitlet
At vi stadig skal skrive.
Med ord, der inspirerer os
Langt ud over ordbøger
At begynde at bygge os selv
På universets sprog.
med en tanke på "udelukket" af muren 🌹🌹
|
